PDF til print Find kalender

Socialpsykologisk Praksisværksted

Titel
Socialpsykologisk Praksisværksted
Oversat titel

Social psychological Practice Workshop

Semester
E2023
Kandidatuddannelse i
Socialpsykologi og Læring
Aktivitetstype

Valgfrit

Det er obligatorisk enten at deltage i Socialpsykologisk Praksisværksted eller at tage projektorienteret praktikforløb på 3. semester.

Undervisningssprog
Dansk
Studieordning

Læs mere om uddannelsen og find din studieordning på ruc.dk

TILMELDING OG STUDIEADMINISTRATIV DATA
Tilmelding

Tilmelding sker via STADS-Selvbetjening indenfor annonceret tilmeldingsperiode, som du kan se på Studieadministrationens hjemmeside

Når du tilmelder dig kurset, skal du være opmærksom på, om der er sammenfald i tidspunktet for kursusafholdelse og eksamen med andre kurser, du har valgt. Uddannelsesplanlægningen tager udgangspunkt i, at det er muligt at gennemføre et anbefalet studieforløb uden overlap. Men omkring valgfrie elementer og studieplaner som går ud over de anbefalede studieforløb, kan der forekomme overlap, alt efter hvilke kurser du vælger.

Deltagerantal
ECTS
10
Aktivitetsansvarlig
Sofie Pedersen (sofieped@ruc.dk)
Studieleder
Maja Røn-Larsen (mrl@ruc.dk)
Undervisere
Studieadministration
IMT Tilmelding & Eksamen (imt-eksamen@ruc.dk)
Aktivitetsnummer
U60243
FAGLIGT INDHOLD
Overordnet formål

Kursets formål er at styrke de studerendes faglige beredskab til at håndtere forskelligartede opgaver i praksis. Kurset styrker de studerendes faglige selvforståelse og sætter deres erhvervede viden, kompetencer og færdigheder i anvendelse i forhold til realistiske og praksisnære problemstillinger. Herunder er formålet at tydeliggøre måder, hvorpå studerende kan indgå og engagere sig i praksis og samtidig kan være med til kritisk at reflektere over og videreudvikle den.

Uddybende beskrivelse

Socialpsykologisk Praksisværksted – hvad er det? Kurset er tænkt som et udforskende og refleksivt læringsrum, hvor vi fælles og i mindre grupper løbende arbejder med praksisnære problemstillinger; herunder problemidentifikation, analytiske greb og udarbejdelse af løsningsforslag.

Kurset har som mål at medvirke til at bygge bro til arbejdslivet efter endt kandidatuddannelse. Med en uddannelse i Socialpsykologi og Læring kommer man ud i sammenhænge, hvor man kan opleve, at folk har meget på spil, hvilket i sig selv kan være udfordrende som nyuddannet, og samtidig giver jobbets rammer måske ikke altid rum til at udfolde hele ens faglighed på den måde, som man har arbejdet med den i universitetssammenhæng. Dette kursus skal dels tage brodden ud af skiftet fra uddannelse til arbejde ved at arbejde med udvalgte realistiske problemer fra forskellige konkrete praksisser, dels træne måder at agere som professionel i komplekse socialpsykologiske opgavesammenhænge og samlet set skabe individuelle og kollektive refleksioner at bygge videre på.

På kurset skal vi derfor sammen afprøve, øve os i samt reflektere over, hvordan I kan ‘oversætte’ eller transformere teori til praksis og hvilke forhandlinger, der evt. skal til for, at I kan gribe opgaverne på relevante og fagligt meningsfulde måder.

Hvad kan du forvente? På kurset får vi besøg af en række forskellige relevante aktører fra praksis, som byder ind med realistiske problemstillinger, arbejdsopgaver og dilemmaer. Hensigten er at åbne op for overvejelser og eftertanke og sammen skabe paletter af handlemuligheder ind i de kompleksiteter, som praksis nu engang byder på.

Via konkrete øvelser (fx rollespil, udarbejdelse af løsningsforslag, feedback og refleksion etc.) arbejder vi med at sætte uddannelsens faglighed på arbejde, og se, hvilke handlemuligheder det giver os som fagpersoner, samt hvilke problemforståelser, det åbner for. Med andre ord: hvilke tanker kan vi gøre os om relevante teorier/begreber, metoder og måder at agere på som fagpersoner? Hvor ligger noget lige til højrebenet, og hvor skal vi forhandle arbejdsopgaven først? Dette udforsker vi sammen i tæt dialog med praksis. På den måde træner kurset jeres evne til perspektivskifte og refleksion over egen faglighed, kompetence og position i relation til andre fagligheder og forskellige praksisbetingelser.

Hvor projekter undervejs i kandidatuddannelsen har haft tyngden i problemidentifikation, teori, metode og analyse, kommer vi i kurset til at bevæge os sammen længere ud i retning af løsningsforslag, procesdesign og overvejelser om implementering. Dette betyder også, at vi nogle gange starter midt i processen, og tager afsæt i et problem, identificeret og skitseret af eksterne aktører, og dermed arbejder videre med afsæt i et mindre udfoldet grundlag. Det er en konstruktion, som giver mulighed for fordybelse i de forhold, som knytter sig til at etablere løsningsforslag mv., som i andre sammenhænge let kan blive en eftertanke.

Det at få besøg af aktører fra praksis kan være både spændende og fagligt berigende – og samtidig kan det vække en faglig usikkerhed. Hensigten er imidlertid her at skabe et fælles læringsrum med højt til loftet, hvor alle tør tænke og tale med – også selvom dagens emne måske falder udenfor ens personlige faglige interessefelt.

Hvordan er kurset organiseret? Kurset trækker på forskellige input: Eksterne aktørers eller underviseres praksiseksempler, litteratur som udvider billedet af praksisfeltet, samt præsenterer teori og metode i relation til de skiftende tematikker, samt gennemgående undervisere som understøtter refleksion og læring i spændet mellem teori og praksis.

Kurset organiseres som hele workshopdage med forskellige tematikker. Tematikkerne varierer fra semester til semester, men kan fx omhandle tværfagligt samarbejde med andre faggrupper, facilitering af læringsprocesser for børn og unge i særlige situationer, organisationsudvikling, evalueringspraksisser, at arbejde med demokratiske processer for forskellige målgrupper, problemudredning og intervention i det pædagogisk-psykologiske felt mv.

På workshopdagene veksler vi mellem oplæg i plenum (fra undervisere eller eksterne aktører), diskussion og refleksion i mindre grupper, forskellige former for gruppearbejde samt fælles diskussioner og refleksioner over dagens tema og problemstilling. Herudover indgår I igennem hele kurset i procesgrupper, hvor I sammen reflekterer over kursets indhold og jeres egen faglighed ud fra spørgsmål som præsenteres i en samtalemenu, der skifter afhængig af den tematik vi arbejder med. Procesgrupperne er faste grupper, som nedsættes af kursets undervisere inden kursusstart.

Ud fra jeres refleksioner i procesgrupper, de refleksioner I gør jer individuelt på baggrund af de konkrete workshopdage samt kursets litteratur, skal I løbende udfylde en personlig læringslog. Læringsloggen afleveres til sidst til undervisers godkendelse, som element i kursets prøveform, som er aktiv, regelmæssig og tilfredsstillende deltagelse. Læringsloggen er en invitation til at reflektere over jer selv som fagpersoner, bearbejde kursets drøftelser samt arbejde på jeres uddannelsesmæssige og faglige profil.

Pensum

Information om pensum vil blive meddelt på moodle inden semesterstart.

Tilrettelæggelse og indsats

Tilrettelæggelse og indsats

Studieindsats

Kursets 10 ECTS udgør 270 timer i arbejdsindsats, der består af:

ca. 40 timer: Tilstedeværelse inkl. evaluering

ca. 130 timer: Læsning

ca. 100 timer: Løbende arbejde i procesgrupper (mellem kursusgange), hvor der reflekteres over dagens emne samt eget arbejde med læringslogs, hvor der reflekteres individuelt over forskellige tematikker samt egen faglighed og kompetenceprofil.

Læringsaktiviteter:

Kurset er tilrettelagt som workshopdage, og veksler mellem oplæg/forelæsninger fra undervisere og eksterne gæster, gruppearbejde og -øvelser, hvor den læste litteratur om det enkelte tema, og dagens præsenterede praksiseksempel mødes. Hertil kommer fremlæggelser, peer feedback, samt opgaveløsning på selve workshopdagene.

Herudover arbejder de studerende i grupper med refleksion over egen faglighed. Dette indebærer selvstændig varetagelse af læringsaktiviteter mellem kursusgange (i procesgrupper). Kurset forudsætter således aktiv deltagelse i kursets løbende aktiviteter, engagement i det løbende refleksionsarbejde i procesgrupper og individuelt samt opfølgning på dette arbejde i selve den individuelle læringslog.

Udbudsformat 
Undervisningsevaluering

Kurset evalueres løbende og afslutningsvist dialogisk med kursets undervisere. Hertil kommer en skriftlig evaluering som gennemføres mindst hver 6. semester.

Den skriftlige evaluering går til underviser(e), studieleder og studienævn med henblik på kvalitetsudvikling af uddannelsen. Se mere om evalueringerne på studienævnets side på intranettet.

Program
BEDØMMELSE
Læringsmål 

Efter gennemførelse af workshoppen kan den studerende:

  • Identificere og udvælge problemstillinger i relation til forskellige praksissammenhænge samt udvikle og perspektivere løsningsstrategier herpå

  • Diskutere samt kritisk reflektere over, hvordan forskellige forsknings- og forandringsmetoder anvendes i organisationer, virksomheder, institutioner mv og hvilke problemstillinger, der kan optræde i den forbindelse

  • Ud fra uddannelsens faglighed kunne identificere, reflektere over og håndtere praktiske, teoretiske og etiske problemstillinger knyttet til professionelt akademisk arbejde

  • Tilrettelægge og evaluere udviklings- og læreprocesser

  • Selvstændigt, og i samarbejde med andre, udvikle nye forståelser af samt løsninger på tværgående og komplekse problemer i menneskers hverdagsliv.

Prøveform
Kurset bestås gennem aktiv, regelmæssig og tilfredsstillende deltagelse.

Ved aktiv deltagelse forstås:
- at den studerende skal deltage i de med undervisningen forbundne aktiviteter (f. eks. workshops, seminarer, felt-ekskursioner, processtudiegrupper, arbejdskonferencer, supervisionsgrupper, feedback-sessioner).

Ved regelmæssig deltagelse forstås:
- Den studerende skal være til stede minimum 80 procent af undervisningsgangene.

Ved tilfredsstillende deltagelse forstås:
- at den studerende skal deltage i f.eks. mundtlige oplæg (individuelt eller i gruppe), peer reviews, miniprojekter, tests, præsentationer, tilrettelæggelse af kursusgang.

Bedømmelse: bestået/ikke bestået
Omprøveform
Individuel skriftlig hjemmeopgave

Hjemmeopgaven skal have et omfang på 24.000-28.800 tegn inkl. mellemrum.
Omfangskravene er inklusive eventuel forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, figurer og andre illustrationer, men eksklusive eventuelle bilag.

Hjemmeopgavens varighed er 7 dage inkl. evt. weekend og helligdage.



Bedømmelse: bestået/ikke-bestået
Prøveform ved særlige tilfælde
Prøveform og bedømmelses-kriterier (udmøntet)

Der udarbejdes en individuel læringslog, der afleveres til sidst til undervisers godkendelse, som element i kursets prøveform, som er aktiv, regelmæssig og tilfredsstillende deltagelse.

Der foretages en individuel bedømmelse ud fra i hvor stor udstrækning den studerende selvstændigt og i samarbejde med andre bidrager til at

• Identificere centrale problemstillinger og præsentere forslag til relevante metodiske og teoretiske greb og/eller interventioner 

• Diskutere samt kritisk reflektere over forsknings- og forandringsprocesser og -metoder samt deres anvendelse.

• Tilrettelægge, facilitere og evaluere konkrete lærings- og udviklingsaktiviteter.

og hvorvidt den studerende med sin deltagelse opfylder alle formelle krav.

Eksamenskode(r)
Eksamenskode(r) : U60243
Sidst ændret 15/05/2023

Undervisningsgange:

Vis kursusgange for Hold: 1 Find kalender (1) PDF til print (1)

Mandag 30-10-2023 08:15 - 30-10-2023 16:00 i uge 44
Socialpsykologisk Praksisværksted (SOL)

Torsdag 02-11-2023 08:15 - 02-11-2023 16:00 i uge 44
Socialpsykologisk Praksisværksted (SOL)

Mandag 06-11-2023 08:15 - 06-11-2023 16:00 i uge 45
Socialpsykologisk Praksisværksted (SOL)

Torsdag 09-11-2023 08:15 - 09-11-2023 16:00 i uge 45
Socialpsykologisk Praksisværksted (SOL)

Mandag 13-11-2023 08:15 - 13-11-2023 16:00 i uge 46
Socialpsykologisk Praksisværksted (SOL)

Fredag 17-11-2023 08:15 - 17-11-2023 16:00 i uge 46
Socialpsykologisk Praksisværksted (SOL)

Fredag 17-11-2023 16:00 - 17-11-2023 16:00 i uge 46
Socialpsykologisk Praksisværksted - Deadline for opfyldelse af aktiv, regelmæssig og tilfredsstillende deltagelse (SOL)

Mandag 05-02-2024 10:00 - Mandag 12-02-2024 10:00 i uge 06 og uge 07
Socialpsykologisk Praksisværksted - Skriftlig omprøve (SOL)